Stor utilfredshed med lange skoledage

Ny undersøgelse af forældres tilfredshed med børnenes skolegang og folkeskolereformen viser, at over halvdelen af forældrene nu er utilfredse med skoledagens længe. Utilfredsheden gælder særligt udskolingsforældre.

En ny undersøgelse, som Skole og Forældre har foretaget blandt forældre til børn i folkeskolen, viser, at 52 procent af forældrene er utilfredse med folkeskolereformens længere skoledag. Blandt forældre til børn i udskolingen er hele 63 procent utilfredse. Det er betydeligt flere end i tidligere målinger, som Skole og Forældre har foretaget (se tabel 1).

- Det er afgørende, at kommuner, skoleledere og skolebestyrelser sørger for, at skemaerne overholder forligspartiernes hensigt om, at skoledagen skal vare til kl. 14, 14.30 og 15 for indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen, siger Skole og Forældres formand, Mette With Hagensen.

Tabel 1: Udvikling i andel forældre, der er utilfredse, fra september 2014 til november 2015


 

Skole og Forældre har i en tidligere undersøgelse dokumenteret, at op mod halvdelen af skolerne i dette skoleår har skoledage på mellemtrin og i udskolingen, der er længere end til kl. 14.30, hhv. kl. 15.

- Forældrene er mest utilfredse med skoledagens længde på de klassetrin, hvor skolerne er dårligst til at overholde politikernes hensigt om skoledagens længde. Derfor er budskabet meget enkelt: Hold jer til hensigten, når I laver skemaer. Det kan halvdelen af skolerne få til at fungere i dag. Nu skal vi have den anden halvdel med. Dem, der har svært ved det, kan bruge to-voksen-ordninger, også i udskolingen. Det er den mulighed, der er i folkeskoleloven i dag, siger Skole og Forældres formand.

De forældre, der er utilfredse med den længere skoledag, nævner især, at de oplever børnene som trætte, stressede eller ukoncentrerede, at deres børn har droppet fritidsaktiviteter, legeaftaler eller fritidsjob og at de er utilfredse med, at der stadig er lektier hjemme, selvom der er lektiecafeer i skolen.

Skole og Forældres nye undersøgelse giver et blandet billede, hvad angår udviklingen i forældrenes tilfredshed med folkeskolereformens øvrige elementer.

- Samlet set er det utilfredsstillende, at så mange forældre fortsat er utilfredse med lektiecafeer, bevægelse og den understøttende undervisning. Der skal stadig arbejdes hårdt på at hæve kvaliteten i folkeskolereformens nye tiltag, siger Mette With Hagensen.

Det positive i den nye undersøgelse af forældrenes tilfredshed er, at forældrenes generelle tilfredshed med børnenes skolegang er lidt bedre end i foråret 2015.

- Jeg er glad for, at forældrenes tilfredshed med børnenes skolegang er lidt bedre end ved sidste undersøgelse i foråret. Det kunne man håbe var en tiltrængt ny udviklingstendens, siger Skole og Forældres formand.