Sæt folkeskolen på dagsordenen til kommunalvalget
Skole og Forældres formand opfordrer skolebestyrelserne til at sætte fokus på folkeskolens vilkår, når der er kommunalvalg til november.
Den 16. november 2021 er der kommunalvalg i Danmark. Kommunalvalget er en god mulighed for skolebestyrelserne til at øve indflydelse på kommunalpolitikerne.
- Valgkampen har stor indflydelse på, hvad kommunalpolitikerne bruger deres tid og skattekronerne på de næste fire år. Derfor bør skolebestyrelsesmedlemmerne sætte folkeskolens vilkår på dagsordenen til kommunalvalget. I har mulighed for at præge kommunalvalgkampen, fordi folkeskolen er en central kommunal opgave. Det håber jeg I vil gøre, siger Skole og Forældres formand, Rasmus Edelberg.
Fra kommune til kommune er der forskel på hvilke dagsordener, der er vigtige. Det kan være økonomi, klassekvotienter, bedre faglighed, bedre inklusion, uro i klasserne eller nedslidte skoler.
- Skolebestyrelsesmedlemmerne skal lokalt sætte sig nogle mål for, hvordan kommunalvalgkampen skal påvirkes. Jeg vil opfordre til, at skolebestyrelsesmedlemmerne snakker sammen, også på tværs af folkeskolerne i kommunen, og bliver enige om et eller to områder, der skal sættes fokus på til kommunalvalget, siger Rasmus Edelberg.
Han opfordrer også medlemmerne til at lave aktiviteter om folkeskolen op til kommunalvalget.
- Et debatindlæg i en ugeavis, en snak over hækken, et indslag i den regionale tv- eller radiostations nyhedsudsendelse, et opslag på sociale medier eller et valgmøde om folkeskolen. Det kan sagtens være nok til at starte en diskussion om folkeskolen i jeres kommune, siger Rasmus Edelberg.
Her er en række forslag til, hvor man kan få inspiration til, hvilke emner man kan tage op i kommunalvalgkampen:
Skole og Forældres undersøgelse
Indenrigsministeriet gennemførte i 2020 en landsdækkende forældretilfredshedsundersøgelse, der kan opdeles på hver enkelt folkeskole. Se undersøgelsen her
Kommunernes Landsforening har lavet en ræke nøgletal målrettet kommunalvalget
Skole og Forældres lynkursus i lobbyisme
Hele Børne- og Undervisningsministeriets database på grundskoleområdet