Forældre: Mere ro i timerne og færre elever i klasserne
En ny undersøgelse fra Skole og Forældre viser, at folkeskolens forældre ønsker mere ro i timerne, færre elever i klasserne og flere penge til folkeskolen.
Undersøgelsen, som Skole og Forældre har gennemført blandt forældre til børn i folkeskolen, viser, at forældre især peger på uro i timerne, for store klasser og for få penge som de store problemer i folkeskolen i dag.
Tabel 1: Folkeskolens største problemer - top 3
- Folkeskolens forældre siger, at der er for meget uro, for høje klassekvotienter og for få penge i folkeskolen. For mange elever og uro hænger ofte sammen. Derfor er min opfordring til kommunalpolitikerne, at de sætter penge af til at få nedbragt klassekvotienterne til et rimeligt niveau. Det er det, som forældrene vil have. Jeg tror færre megaklasser kan øge kvaliteten i hverdagen for børnene i skolen, så de trives og bliver del af fællesskabet. Det kan bremse udsivningen af elever fra folkeskolen til både de private skoler og specialskolerne, siger Skole og Forældres formand, Rasmus Edelberg.
Skole og Forældres formand opfordrer folkeskolens forældre til at stemme på de lokalpolitikere ved det kommende kommunalvalg, der vil styrke folkeskolen.
- Find ud af, hvad dine lokalpolitikere vil med folkeskolen, inden du stemmer til kommunalvalget. Deltag i en debat, ring til dem, brug sociale medier eller skriv et debatindlæg til din lokalavis. Det er os, børnenes forældre, der ved, hvordan vores børn har det, og dermed kan pege på løsningerne ude på skolerne, siger Rasmus Edelberg.
Kommunalvalget finder sted den 16. november 2021.
Undersøgelsen er gennemført af Skole og Forældre blandt 799 repræsentativt udvalgte forældre til børn i folkeskolen. Besvarelserne er indsamlet i perioden april-juni 2021. Respondenterne kunne vælge mere end ét svar i den viste tabel. Usikkerhed +/- 3,4 - 3,5 %